Uddrag af 5 Eiffel:

Den første Natursti anlagde Skøtten i 1929, i sin fritid selvfølgelig, i Havreballe Skov.

   Han var blevet inspireret under et studieophold i USA, hvor han stiftede bekendtskab med deres "Nature Trails".

   En tredjedel af den første, oprindeligt 2,5 km lange sti blev dog sløjfet, da tyskerne under 2. verdenskrig etablerede et stort, underjordisk militæranlæg i skoven.

   Senere kom flere stier til, endnu én i Havreballe Skov og én langs Giber Å, og Skøttens Naturstier blev forbillede for skovskoler, naturvejledere og naturstier over hele Danmark. Vi fik det vist ikke sagt dengang, så det kommer nu: Tak,  Skjøt-Pedersen, fordi du orkede også dét!

     Konditionen blev ud over de lange traveture i skovene også holdt ved lige med skiløb. Både med langrend i Mindeparken og skovene, helt ud til Silistria, Ørnereden og Moesgaard, og med "alpint" skiløb i Norge.   

   Skøtten grundlagde Marselisborg Skiklub (det var dengang, der virkelig var sne i skovene og i Mindeparken om vinteren). Undervejs på skiturene delagtiggjorde han skiløberne i sine naturobservationer: "Jeg si'r rævespor i sneen, dér!".

   Om sommeren gennemførte skiklubmedlemmerne ca. en gang om ugen Orienteringsløb i Havreballeskoven, og der blev arrangeret fuldmåneorienteringsløb, hvor alle skolens elever kunne deltage, uanset om de var medlemmer af skiklubben eller ej.

   Og som om alt det, han havde gang i, ikke var nok: Skøtten sørgede også for, at Marselisborg Gymnasium adopterede ØK-skibet M/S Magnolia og indsamlede 100-150 kg brugte ugeblade og bøger, som blev overbragt skibet, når det var i dansk havn. I årets løb blev der fra skolens elever (læs: Skøttens klasser) via rederiet sendt breve til ... og modtaget breve fra skibets kaptajn, styrmand og besætning med nyt om stort og småt, om Kong Neptun dåben af besætnings-medlemmer, når de passerede Ækvator i Det Indiske Ocean og andre eksotiske hændelser, som gjorde det lidt sjovere at studere verdenskortet. Og det var jo Skøttens pædagogiske mening med det hele.

   Mange syntes bare, han var lidt skør, og lidt for meget. F.eks. var han lidt for meget, når han gennem nogle måneder gik vildt og 200% op i de bananfluer, han opdrættede i et af de snævre rum på loftet. Eller når han slaskede en livmoder med et kalvefoster op på en rullebord foran katederet og dissekerede det nidkært med en skalpel for øjnene af den skrækslagne klasse.

   Det gik med at fjerne fosterhinden, som Skøtten kaldte Kejserskjorten, men da han snittede øjnene tværs igennem efter først at have skilt hovedet fra kroppen, så blodet flød, besvimede flere fra klassen på stedet. Andre måtte bæres ud, fuldstændigt hvide eller grønne i hovedet. Det lod Skøtten sig nu ikke anfægte af. I øvrigt tvang han os ikke på nogen måde til at se på. Vi kunne kigge, eller kigge den anden vej og blot lytte til hans forklaringer, hvis vi ikke kunne klare mosten.

   Det morede Skøtten, at vi havde det svært med dissekeringer af kalve- og torskeøjne, lunger og hjerte, lige som det morede ham, at vi havde svært ved at holde trit med ham, når han på ekskursioner og lejrskoler trods de korte ben vandrede i lyntempo over stok og sten i Mols Bjerge på udkig efter de "aride extramarginale sen-glaciale pluvialraviner" ... "jeg si'r gentag!". Og det gjorde vi så!

   Og vi vidste også hvad det betød, og hvorfor bakkerne og dalene så ud som de gjorde. Vi har aldrig glemt det, og  orthoceratitkalk (sibirisk cementsten), morænesten, feldspatkvarts, svovlkis og rombeporfyr blev en naturlig del af vores vocabularium.

   Vi kedede ham generelt. Ingen tvivl om det. Han kunne ikke forstå, der ikke var mere energi i os, og at vi ikke var mere interesserede i alt det spændende, der omgav os.

   Han forsøgte med en utrolig tålmodighed at finde på noget sjovt, uventet og anderledes, der kunne sætte gang i den og trække os op af sumpen. Hvor var nysgerrigheden over for naturen, over for verden, over for mennesker, over for psykologi? Druknet i elevernes ungdomssløvsind og tømmermænd!

   Han var sådan set ligeglad med, om vi sov i hans timer, om vi overhovedet var der, og om vi interesserede os for naturfag.

   Det var synd for os selv, mente han sikkert, men det var i hvert fald ikke noget, han gad hidse sig særligt meget op over. Det måtte vi jo selv om.

   Een betingelse stillede han dog: Vi skulle SE vågne og interesserede UD!

    Derfor opøvede de fleste en særlig evne til at sove med åbne øjne og ret ryg, mens han så kommunikerede med den lille håndfuld, der ønskede at deltage i timen dén dag.

      Sikkert med tanke for de mange, der satsede på en fremtid som læge, gennemgik Skøtten i 3g Menneskets fysiologi og kroppens funktioner minutiøst. Vi havde god tid til at studere skeletterne i skabet og til at tegne menneskekroppen op i vore hæfter, placere spiserør, mavesæk, tyktarm, tyndtarm, blindtarm (appendix), tolvfingertarm, lunge, kirtler, nyrer, hjerte, aorta, milt m.v. på deres rette pladser.

   ”Et stykke rugbrød med fedt og salt oksekød” kunne være et af hans spørgsmål til eksamen i biologi. Faktisk et genialt spørgsmål, hvor man så skulle følge maden og dens optagelse gennem fordøjelsessystemet. Og i samme forbindelse: Skøtten fortalte, han altid besørgede om morgenen. Så havde fødeindtaget gennem dagen og natten haft tid til at muntre sig i organismen.

   De, der havde Skøtten til fysik og kemi, husker, at han bad eleverne om, altid under deres forberedelse derhjemme, så ofte som muligt, at skrive diverse formler på bagerpose, dagens avis eller hvad der nu ellers var for hånden. Skøttens bagerposememoteknik var  yderst effektiv. "Natrium carbonat deca hydrat, si'r jeg, dér!”.

Skøtten forstod at gøre fagene spændende og skabte et helt lille forskermiljø, hvor vi fra starten af 1. real (8. kl.)  kastede os over indfangning af sommerfugle, biller, larver, skovtusindben og andre insekter for at studere deres anatomi på nærmeste hold og siden kvæle dem nænsomt i et glas med kloroform og spidde dem på en nål til hver vores egne naturhistoriske museer, anlagt i de udleverede, sirlige trææsker med vippelåg.

    Vi kom på udflugter, hvor vi samlede sten, rullesten, fossiler og skaller, og vi udklækkede kyllinger og ællinger i kasser under varmelamper på loftet. Vi anlagde samlinger af strandskaller, af pressede blomster og blade, af forskellige typer granit, og Skøtten hjalp og vejledte langt ud over hvad man på nogen måde kunne forvente. Vi samlede haletudser og andet, hvad Ødam og de andre skovsøer omkring Marselisborg gemte, og vi tog aftryk af dyrespor i skoven.

   Han lærte os tålmodigt om bregner og mos, svampe, biller og galhvepselarver. Han spiste selv for af de spiselige svampe og lærte os at skelne de spiselige og tilberedningsegnede fra de giftige, både på udseende, duft og smag. Vores evne til at dufte og smage blev skærpet, når han lærte os at bruge vore medfødte sanser i bedømmelsen af, om det, vi fandt i naturen kunne spises. Vi ville ikke dø af at smage på en lillebitte snip. Lugtede det ubehageligt, sved det på tungen, smagte det bittert, surt eller vammelt, ja så var det bare om at spytte ud igen.

   Men bog og friske bøgeblade, mælkebøtteblade, mannablade, brændenældeblade og tulipanblade smagte jo udmærket. Så det kunne vi jo sagtens spise. Ligesom han lærte os, at sult sagtens kunne stilles med kålrabi fra udkanten af en bondemands mark, med bær fra lyngbakkerne bag Svampedam som dessert.

   Det var for os ren ferie og fryd, når vi var på udflugt med Skøtten eller sorterede og bedømte vore fund i klasselokalet.

   Han lærte os at behandle naturen med respekt for alt levende og at fordømme og forbande skovsvin og dem, der gik og slog på træerne med deres spadserestokke, så barken tog skade og træerne led. Han tog os med i skoven for at vise, hvad det var, han talte om.

   Men det var ikke alene naturen, Skøtten behandlede med respekt. Det var også os, og det alene var en kæmpe forandring, sammenlignet med forholdet mellem elever og lærere på de skoler, vi kom fra. Men det var den generelle stil og tone på Marselisborg, anført af rektor Brorson Fich: "Mine elever skal lære, at de selv er ansvarlige for deres handlinger".

   Skjøt-Pedersen stod også for pasning og pleje af ”3g's have” med smukke bede og spændende blomster. Efter hans død gik haven totalt i forfald.

..... læs mere i bogen ...